Succesfuld vækststrategi sikrer et regnskab i særklasse
I en tid med faldende renteindtægter kan Sparekassen Thy præsentere det næstbedste resultat i sparekassens historie på 307 mio. kr. før skat. Et solidt resultat, der kommer på baggrund af øget forretningsomfang, større aktivitet og ikke mindst en rekordstor tilgang af nye kunder.

Sparekassen Thy vokser. Og det smitter positivt af på regnskabet, der på trods af et faldende renteniveau slutter særdeles positivt for sparekassen. Året har været præget af stor travlhed, og det aflæses i udviklingen af det samlede forretningsomfang, der er steget med 9,3% til 46 mia. kr. En markant vækst i f.eks. udlånet på 12% medfører, at de samlede renteindtægter holder niveauet fra 2024.
Øget aktivitet og rekordstor tilgang af nye kunder
Samtidig vidner en stigning i boligfinansieringen på 11% om et varmt boligmarked, og det sætter sig positivt på de samlede gebyrindtægter, der er steget med 5% til 204 mio. kr. Voksende aktivitet på formueplejeområdet giver også medvind til væksten i gebyr- og provisionsindtægterne, hvor tidligere investeringer i en ny handelsplatform nu veksles til øget aktivitet fra kunderne.
Helt centralt er også, at 2025 har budt på den største kundetilgang på et enkelt år i sparekassens historie. Faktisk har vi i Sparekassen Thy fået 15% flere nye kunder, end man fik i 2024.
- Vi kan sætte to streger under, at Sparekassen Thy bliver større og vores strategi om at skabe klog og solid vækst gennem gode kundeoplevelser, den virker. Flere kunder, øget aktivitet og en større volumen i vores forretningsomfang viser sig i en solid og positiv udvikling, der til fulde opvejer mistede indtægter fra et faldende renteniveau, udtaler direktør Ole Beith.
Fondsområdet bidrager positivt
Året har budt på flotte kursgevinster, hvor 17 mio. kr. kommer fra sparekassens obligationsbeholdning, der har leveret et samlet afkast på 2,5 %. Det er dog aktie-siden, der har bidraget ekstraordinært positivt. Sparekassen Thy besidder sektor- og strategiske aktier for 668 mio. kr., som i 2025 har bidraget med positive kursreguleringer på 56 mio. kr.
Bevidste investeringer viser sig i omkostningerne
De samlede omkostninger stiger blot med 2,4% i forhold til sidste år. Personaleudgifterne stiger godt nok med 9,2% som følge af løbende lønreguleringer og tilførsel af medarbejdere, men øvrige administrationsomkostninger falder til gengæld med 7,4%. Faldet skyldes flere ekstraordinære omkostninger i det foregående år, herunder store ombygningsprojekter og en gave til Thisted Kommune i anledning af købstadens 100-års jubilæum.
- Vi har i de senere år strategisk mandet op flere steder i vores afdelingsnet og blandt vores stabsmedarbejdere for at udnytte markedspotentialet og indfri vores ambitioner om at sikre den gode kundeoplevelse i alle led af vores forretning, fortæller Ole Beith.
En større og stærkere sparekasse med plads til at vokse endnu mere
Det samlede resultat før skat lander på 307 mio. kr. før skat, som er 22 mio. kr. højere end i 2024. Her bidrager sparekassens leasingselskab med 25,7 mio. kr. før skat, som er en smule lavere end i 2024. Det skyldes en etablering af ny afdeling i Aarhus, men også en sikring af et stærkere administrativt setup, som et led i et ønske om en fortsat vækst i selskabet.
Balancen i Sparekassen Thy er vokset til over 15 mia. kr., hvoraf egenkapitalen har rundet 3 mia. kr. Det betyder også, at den samlede kapitalprocent, som viser sparekassens finansielle styrke, kan opgøres til 33,8%. Det er langt over de samlede krav fra Finanstilsynet på 14,5%.
- Vi lykkes med det, vi sætter os for ift. både vækstambitioner og kundetilfredshed og har en solid kapital, der giver os mulighed for at vokse endnu mere. Det er en helt bevidst strategi i vores langsigtede ønske om et selvstændigt Sparekassen Thy, så alle fortsat har adgang til et lokalt pengeinstitut i vores nærområder, afslutter Ole Beith.
Koncerntal
| Tal i mio. kr. | 2025 | 2024 |
| Nettorente- og gebyrindtægter | 602 | 590 |
| Årets resultat før skat | 307 | 285 |
| Årets resultat efter skat | 240 | 221 |
| Kapitalprocent | 33,8 | 32,2 |
| Udlån | 7.374 | 6.555 |
| Indlån og puljer | 11.987 | 10.008 |
| Forretningsomfang* | 45.842 | 41.951 |
| Egenkapital | 3.164 | 2.876 |
* Summen af udlån, indlån, garantier, realkredit og formuepleje. Tallene for 2025 er foreløbigt opgjorte pr. 15. februar 2026