Sparekassen Thy åbner afdeling i Aalborg
Aalborg får nu selskab af endnu en stærk aktør fra Thy. I Sparekassen Thy tager vi nemlig næste skridt på vores vækstrejse og åbner en full-service afdeling i den nordjyske hovedby.
Offentliggørelsen sker i forlængelse af et regnskabsår, hvor sparekassen leverede det næstbedste resultat i historien med 307 mio. kr. før skat.
– Vi vokser, fordi vi lykkes med det, der kendetegner et lokalt pengeinstitut fra Thy. Personlig rådgivning, fokus på den lokale udvikling og de individuelle løsninger. Når vi nu åbner i Aalborg, er det fordi, vi står på et stærkt fundament og er klar til næste skridt, som skal være med til at gøre os til en tydelig, regional aktør i Nordjylland, siger direktør Ole Beith.
Aalborgenserne er klar til en ny bank
Der bliver færre pengeinstitutter med hovedkontor i Nordjylland, og fusioner har ændret markedet markant de senere år. Samtidig viser en undersøgelse fra analyseinstituttet Voxmeter, at knap 40% af bankkunderne i Aalborg gerne vil skifte bank, og blot venter på den rette anledning.
– Vi ved, at mange kunder i Aalborg er klar til en ny bank. Det giver os en oplagt mulighed for at vise, at en nordvestjysk bankmodel også er attraktiv i Aalborg. Samtidig har vi 1.600 eksisterende kunder og gode ambassadører i området. Dem kan vi nu tilbyde en endnu bedre og tættere betjening, siger Ole Beith.
– Selvstændighed og stor lokal beslutningskraft er centralt for os. Og vi tror på, at der også i Aalborg er brug for en bank, hvor man kan tale med mennesker, der kender både kunderne og landsdelen og interesserer sig for, hvad der er på spil for den enkelte kunde, siger Ole Beith.
Styrker hovedsædet i Thy
Det er to år siden, sparekassen sidst udvidede med en ny afdeling i Aarhus, som allerede har fundet succesfuldt fodfæste i Danmarks andenstørste by. Den succes er man klar til at gentage i Aalborg – og det løbende vokseværk udmønter sig i lokale arbejdspladser i Thisted.
– Hver gang vi vokser, styrker vi fundamentet i Thy. En stærk sparekasse med hovedkontor i Thisted betyder arbejdspladser, skattekroner og økonomisk tyngde i vores lokalområde. Antallet af stabsmedarbejdere inden for områder som kredit, IT, investering og forretningsudvikling har nu rundet 80 medarbejdere – sammen med vores kundevendte afdelinger kan vi tælle over 130 medarbejdere, der har deres daglige gang på Store Torv i Thisted. Det har stor betydning for os, at vi fungerer som en stærk drivkraft for udviklingen af Thy på flere planer, siger Ole Beith.
Sparekassen Thy er i dag blandt de 15 største banker i Danmark, den 161. største skattebetaler i landet og nr. 4 i Voxmeters måling af årets bedste banker i 2025.
Den nye afdeling i Aalborg etableres som en komplet full-service afdeling med både privat- og erhvervsrådgivning og med en lokal afdelingsdirektør i spidsen.
– Rekrutteringsprocessen er igangsat, og vi vil meget gerne i dialog med dygtige medarbejdere i Aalborg, der vil være med til at skabe, udvikle og drive vores nye afdeling, slutter Ole Beith.