Garant i Sparekassen Thy

Som garant i Sparekassen Thy har du mulighed for at få indflydelse i dit lokale pengeinstitut.

Kontakt os
Du bliver garant i Sparekassen Thy ved at tegne minimum 5.000 kroner i garantkapital.

Garantkapital - er det sikkert?

Garantkapitalen indgår i Sparekassen Thys egenkapital og er ikke dækket af Garantiformuen. Pengene er altså tabt, hvis sparekassen går konkurs.

Sparekassen Thy er imidlertid et af landets mest solide pengeinstitutter. Solvensen er langt over lovens krav, og sparekassen har været god til at tjene penge - også i finanskrisetiderne.

I garantbrochuren i højre spalte kan du blandt andet se nøgletalene for de seneste år.

På prislisten kan du se, hvordan garantkapitalen forrentes i Sparekassen Thy.

Nedenfor finder du nogle generelle informationer om Sparekassen Thys garantordning.

Hvem kan blive garant?

Alle kan blive garant i Sparekassen Thy. Det gælder personer, foreninger, virksomheder m.v., hvor der tegnes for minimum 5.000 kr. og maksimum 250.000 kr. i garantkapital.

Garantkapital

Sparekassen er kun berettiget til at indløse garantkapital, såfremt antallet af garantstemmer ikke derved bringes under 1.000, såfremt garantkapitalen ikke bliver mindre end 1 mio. kr. og såfremt sparekassens kapitalgrundlag ikke bliver mindre end kapitalkravet i henhold til lov om finansiel virksomhed og såfremt sparekassen har den fornødne lovpligtige forudgående tilladelse fra Finanstilsynet.

Bestyrelsen kan træffe beslutning om, at allerede opsagte beløb ikke skal udbetales.

Garantmøder

Alle garanter inviteres hvert andet år til garantmøde. På garantmøderne orienteres der blandt andet om sparekassens virksomhed, og der bydes på spisning og underholdning.

Orientering

Alle garanter modtager bladet SJournalen med garanttilbud og information om sparekassen. Derudover udsendes der hvert andet år valginformation og invitation til garantmøderne.

Garantvalg

Hvert andet år, hvor der også afholdes garantmøder, har du mulighed for at gøre din indflydelse gældende, idet der her afholdes valg til sparekassens repræsentantskab.

Repræsentantskabet har blandt andet til opgave at formidle kundernes oplevelser og opfattelse af sparekassen til ledelsen. Det skal være med til at sikre, at vi hele tiden giver den bedst mulige service til vores mere end 50.000 privat- og erhvervskunder.

Repræsentantskabet vælger sparekassens bestyrelse. Bestyrelsen udpeger sparekassens ledelse, og i fællesskab sætter de rammerne for sparekassens fremtidige udvikling.

Du kan også selv stille op til repræsentantskabet

Alle myndige garanter kan opstille som kandidat til repræsentantskabet, og der er rift om de 50-60 pladser. Det vidner om, at mange gerne vil gøre deres indflydelse gældende og bidrage til sparekassens gode udvikling.

Viden og værdi, garantmagasin

Viden & Værdi er vores kundeblad til dig

Bladet udgives to gange årligt. Det sker forår og efterår i forbindelse med vores offentliggørelse af hhv. halvårsregnskab og årsregnskab.

Vi tilstræber at skrive spændende nyheder om sparekassens økonomi, om vores engagement i lokalområdet og om alle de mange arrangementer, vi deltager i.

Hvis du er garant i Sparekassen Thy, modtager du automatisk Viden & Værdi med posten. Er du ikke garant, kan du afhente en udgave i din lokale afdeling eller læse den her på sparthy.dk Du finder de seneste udgivelser i boksen til højre.

F.A.Q