16.000 boligejere med F3- og F5-lån får ny rente 1. juli 2026

Er du en af de 16.000 boligejere i Totalkredit, der skal have ny rente på dit Tilpasningslån fra 1. juli 2026, er der god grund til at læse med her.

Vi forventer, at F3- og F5-renterne kommer til at ligge forholdsvist tæt på hinanden med henholdsvis 2,3% og 2,6%. Oplevelsen af de nye renter fra 1. juli bliver dog meget forskellig, afhængig af om du har et F3- eller et F5-lån.

Det skyldes, at dem med F5-lån har været vant til en rente på kun lige over 0% i snart fem år, der derfor skal betale mere i rente fremover, mens dem med F3-lån har haft en rente ca. 3,5% de seneste knap tre år, får en billigere rente.

Uanset om du har et F3- eller F5-lån i dag, er det oplagt at overveje, om du fortsat har det lån, der passer bedst til dig og din økonomi.

Når dit lån skal have ny rente, er det nemlig det nemmeste og billigste tidspunkt at ændre lånet. Fristen for ændringer er 30. april 2026.

F5 vinker farvel til rente tæt på 0%

Renterne er i dag højere, end de var, da dem med F5-lån sidst fik rentetilpasset deres lån for fem år siden. Dengang var renterne lidt nul, og det har dem med et F5-lån fra dengang haft glæde af siden, mens renterne på nye lån er steget markant siden 2022.

For dem med F3-lån er renten i dag lidt lavere end for små tre år siden, da de fik fastsat renten sidst til over 3%. De kan dermed se frem til et lidt billigere lån.

Hvis du vil blive klogere på rentemarkederne kan du følge med i Renteudsigten, der kommer hver måned her.

Har du det rigtige lån?

Er du fx bekymret for, at renten i fremtiden bliver højere end nu, og ønsker du derfor at have en fast rente på dit lån, eller ønsker du at binde renten i kortere tid, bør du tale med din rådgiver i dit pengeinstitut. Der er mange muligheder for at få et lån med den renteprofil, du har det bedst med.

Kontakt din rådgiver i god tid, for du har kun frem til udgangen af april, hvis du vil ændre dit lån.