Boligejere med F1-lån står på en rentetop
Er du en af de 18.000 boligejere med lån gennem Totalkredit, der fra 1. april 2024 skal have ny rente på dit F1-lån? Så kan du med fordel allerede nu se på, om dit lån stadig er det rigtige for dig. Eller om du måske skal låse renten på et lavere niveau.
Du bør som boligejer overveje, om dit boliglån stadig passer bedst til dig og din økonomi. Når dit lån alligevel står over for en rentetilpasning, er det nemlig et oplagt tidspunkt at ændre lånet.
Fristen for at ændre på dit lån er 31. januar.
Vi står på en rentetop
Høje prisstigninger – inflation – har præget samfundet den seneste tid. Ordet inflation betyder oprindeligt, at noget bliver pustet op, og det er netop, hvad der er sket med priserne i vores samfund. Men heldigvis ser det ud til, at gassen er ved at gå af ballonen.
Centralbankerne verden over har reageret på inflationen ved at bevæge sig op ad rentebjerget og sætte renterne op. Man er ved at vinde kampen mod inflationen, endda uden at kaste økonomien ud over kanten. Men kampen har kostet markant højere renter for mange boligejere. I Totalkredit forventer man dog lavere renter herfra. Med andre ord: vi står på en rentetop.
Hvis du sidder med et F1-lån, betyder det en smule højere renter til næste refinansiering 1. april 2024. Selvom vi er på vej ned ad rentebjerget til den tid, forventer vi, at renten stadig vil være lidt højere, end da du sidst fik ny rente. Konkret forventer vi, at din ydelse vil være ca. 850 kroner højere om året efter skat pr. million kroner, du har lånt, hvis du vælger at holde fast i dit lån.
Længere rentebinding er en mulighed
Alternativt kan du også overveje et lån med en lidt længere rentebinding, hvis du vil have mere tryghed ved rentebetalingerne. For vi kan ende med at se stigende renter på trods af forventninger om det modsatte.
Foretager du et profilskift til fx et F3- eller F5-lån, forventer vi, at du oveni købet kan se frem til en lidt lavere rente i den tre- eller fem-årige periode. Det afspejler, at investorerne på finansmarkederne forventer, at vi skal et godt stykke ned ad rentebjerget i løbet af de kommende år, og derfor vil de acceptere en lidt lavere rente, hvis de til gengæld er sikret rentebetalingen i flere år.
Hvis de store rentestigninger siden 2022 har gjort dig nervøs for nye stigninger i renten, kan du også overveje at skifte til et fastforrentet lån. Renten på et fastforrentet lån er dog højere i øjeblikket, men til gengæld er renten fast, så længe du har lånet.
Husk frist ved udgangen af januar
Er du glad for det lån, du har i dag, behøver du ikke gøre noget. Du får automatisk en ny rente 1. april 2024. Hvis du ønsker at ændre på dit lån, eller er du i tvivl, så tag fat i din rådgiver inden 31. januar - og gerne i god tid.