
Bliver dine pengesedler ugyldige?
Nationalbanken er i gang med at fremtidssikre de danske pengesedler. Det betyder, at der fra den 31. maj 2025 er en række forskellige pengesedler, der bliver ugyldige. Du skal derfor tage stilling til, hvad du vil gøre med dine sedler, hvis du har nogen i de seddelserier, som snart bliver ugyldige.
Helt overordnet set drejer det sig om pengesedler fra seddelserier, der er ældre end den nuværende 2009-serie med broer og oldtidsfund. Ligeledes bliver 1.000-kronesedlen ugyldig.
De enkelte seddelserier som bliver ugyldige, er følgende:
- 1000-kronesedlen – Broer og oldtidsfund (2009-serien)
- Portrætter og kirkekunst (1997-serien)
- Portrætter og dyr (1972-serien)
- Portrætter og landskaber (1952-serien)
- Ombytningsserien (1944-serien)
Hvad skal du gøre med sedlerne?
Du har flere forskellige muligheder for at bruge sedlerne frem til og med den 31. maj 2025.
- Du kan betale med sedlerne i butikker som normalt.
- Du kan indsætte sedlerne på din bankkonto. De nuværende 1000-kronesedler fra 2009-serien samt sedler fra 1997-serien kan indsættes i vores hæveautomater med indskudsfunktion. Du kan få et overblik over, hvor du finder vores hæveautomater og hvilke, der har indskudsfunktion her.
- Du kan beholde dem som samleobjekt.
Vi er underlagt hvidvaskreglerne, hvilket betyder, at når du indleverer kontanter hos os, kan du opleve, at du skal kunne dokumenter, at dine kontanter er fremskaffet på lovlig vis. Det samme gør sig gældende, når du benytter vores hæveautomater, hvor der også føres hvidvaskkontrol. Derudover skal du være opmærksom på, at der er beløbsgrænser for, hvor meget du kan indsætte i vores automater.
Indlevering af sedler efter den 31. maj 2025
Nationalbanken har tre indleveringssteder i henholdsvis Aarhus, Odense og København, hvor det er muligt at indløse pengesedlerne fra de seddelserier, der bliver ugyldige helt frem til og med den 31. maj 2026.
Indløsning af kontanter i Nationalbanken er ligeledes omfattet af de gældende hvidvaskregler, hvilket betyder, at der er dokumentationskrav som i bankerne. Derudover er der krav om fysisk fremmøde på indleveringsstederne samt udfyldelse af skriftlig erklæring og fremvisning af billedlegitimation.