Sparekassens puljeordning gav gode afkast i 2024
Mere end 7.500 kunder i Sparekassen Thy har valgt at investere dele af deres private pensionsopsparing i sparekassens puljeordning, og 2024 har på tværs af investeringspuljerne vist sig at give rigtig fine afkast.
Stort set alle obligationstyper oplevede positive afkast i kalenderåret 2024, og vi kan særligt fremhæve danske stats- og realkreditobligationer som en væsentlig bidragsyder. På aktiemarkedet var det de globale aktier med USA i front, som gav de bedste afkast. Danske aktier skuffede for første gang i flere år, men der er grund til at tro, at der er potentiale for, at de danske aktier kan komme godt igen.
Overvejer du at investere dine pensionsmidler?
Har du en privat pensionsopsparing er der flere fordele ved at investere i sparekassens puljeordning.
En af fordelene ved puljeinvesteringer er, at du gebyrfrit kan indsætte løbende månedligopsparing på din puljeopsparing. Ved traditionelle investeringer betaler du kurtage, når kontanter omsættes til investeringer, men det betaler du ikke ved opsparing i en puljeordning. Som kunde i Sparekassen Thy gennemgår vi sammen din risikovillighed og tidshorisont ift. pensionstidspunkt og rådgiver dig, så du bliver tryg i at vælge lige præcis den opsparingsform og investeringstype, der passer til dig.
Investering er ikke uden risiko
Det afkast du opnår, baseres på puljens afkast, og kan derfor være både negativt og positivt. Du skal derfor betragte puljeordningen som en hvilken som helst anden investering i værdipapirer, og ingen investering i værdipapirer er risikofri. Hvis du ikke ønsker at tage nogen form for risiko, anbefaler vi andre løsninger end investering i værdipapirer.
Kontakt din rådgiver i Sparekassen for at få undersøgt dine muligheder for at oprette eller overføre din pension til Sparekassen.