Lene Stærk Jørgensen kan fejre 40 år i Sparekassen Thy
Den 1. september 2023 kan HR-konsulent Lene Stærk Jørgensen, 62 år, fejre 40-års jubilæum i Sparekassen Thy.
Lene startede som sparekasseassistent i Hundborg Sparekasse i 1983, og kom siden til Frederiksgade i Thisted. I 2003 rykkede Lene til Store Torv, hvor hun sad som kundemedarbejder i produktion og erhverv. I 2008 skiftede Lene til økonomiafdelingen, hvor hun var indtil 2021 – her skiftede hun til HR-afdelingen, og her er hun fortsat.
Lene er gift med Kristian og de har siden 1986 boet uden for Hundborg på et mindre landsted. Sammen har de tre børn i alderen 30-40 år og tre børnebørn. I fritiden er der travlhed og godt humør omkring Lene. Hvis hun ikke er i fuld gang med at passe hus og have, klemmer hun en lang gåtur eller en god bog ind, og skulle der mod forventning opstå en stille stund, findes strikketøjet frem. Lene er desuden frivillig gennem mange år som kasserer i det lokale menighedsråd.