Tak for lån, Garanter
16,1 mio. kr. sendes nu tilbage til garanterne. Det blev i går besluttet på det ordinære repræsentantskabsmøde.
Repræsentantskabet har besluttet, at kundernes indskudte garantkapital forrentes med 3% for 2021. Det betyder, at garanterne nu kan se frem til en samlet udbetaling på 16,1 mio. kr. i garant-rente. Udbetalingerne sker i løbet af få dage.
I Sparekassen Thy har over 13.500 af vores kunder valgt også at være garanter. Vi er meget glade for den tillid, som garanterne viser os. Dels er det en rigtig god økonomisk opbakning, som understøtter den gode udvikling, vi gennem mange år har haft i sparekassen.
Vi ser det i høj grad også som et udtryk for, at vores kunder og garanter betragter Sparekassen Thy som en stærkt og stabil lokal virksomhed, som man gerne vil være en del af. Derfor vil vi også gerne sige ”Tak for lån”, og vi håber, at vi fortsat kan leve op til den tillid, garanterne viser os, siger direktør Ole Beith.
Garantmøder i efteråret
Traditionen tro, afholder vi hvert andet år garantmøder i forbindelse med vores valg til repræsentantskabet. Corona aflyste arrangementet forrige år, men til efteråret ser vi frem til at byde alle vores garanter på en god aften med nyheder fra Sparekassen Thy, god mad, og fantastisk underholdning af den prisbelønnede musiker Hjalmer, der har flere sange på hitlisterne.
”Vi glæder os til at afvikle fem rigtig gode garantmøder. Møderne er planlagt med start fra 1. november, og afvikles i Thisted, Hanstholm, Hurup og Holstebro. Alle garanter modtager en invitation, når vi kommer ind i efteråret”, slutter Ole Beith.